Klubbens sponsorer

Finn Kristensen 70 år

Søndag den 29. marts, hvor Danmark næsten er gået helt i stå, fylder en af vores officials 70 år. Det drejer sig om Finn Kristensen

Han har haft en stor karriere indenfor motorsport, både som aktiv kører og official på FDM Jyllandsringen.

Finn Kristensen startede i 1970 med bilorientering, men efter nogle år skulle der lidt mere fart på, så næste skridt blev manøvre- og specialprøver, som jo er fødekæden til rally. Her gik det så stærkt, at bilen, som var en Ford Cortina GT Mk. 1, blev totalsmadret.

Finn Kristensen holdt herefter en lille rally-pause, men tog revanche fra 1975 til 1987, hvor midtjyden kørte 120 M/S-prøveløb. Her blev det til 60 klassesejre samt to jyske mesterskaber og seks guldmedaljer i den øst- og midtjyske Speedman-turnering.

Sideløbende startede han i 1976 med rally. Starten foregik i en Ford Escort Sport, og i 1978-1990 skete rallydeltagelsen i en Ford Escort Mk. 2. Herefter skiftede han til Peugeot 309 (1991-98) samt en heftig Peugeot 106 Rally (1999-2001), hvorefter styrthjelmen blev lagt på hylden.

De 25 rallyår bød på deltagelse i 140 rallyer – fordelt hen over Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Holland og Belgien.

Finn Kristensen blev dansk mester i henholdsvis 1998, 1999 og 2000. Desuden har han hjemkørt fire DM-bronzemedaljer. Rally er en dyr sport, hvor et enkelt motorløb nemt kan koste lige så meget, som man kører et helt år for i pålidelighedsrally.

Finn Kristensen har haft et langt liv som mekaniker, og tilbage i 2012 fandt silkeborgenseren en Ford Cortina GT Mk. 1, som var i fin stand: – og siden er det blevet til deltagelse i DASU Classic, nu i en Ford Escort Mexico.

Finn Kristensen har også haft tid til at være official på Jyllandsringen, hvor hans faste plads mest har været i sving 3. Han er også uddannet som svingchef. Så man må sige, at der her er tale om en mand, som har viet sit liv til motorsport i omkring 50 år.

AAS ønsker stort tillykke med dagen.

Per Leth.