Klubbens sponsorer

Fantastisk weekend for Casper Pilgaard

Det blev til en fantastisk weekend for Casper Pilgaard, da den sjette afdeling af MASCOT Danish Thundersport Championship 2019 blev kørt på Ring Djursland. Lokalhelten fra Ryomgård havde en tæt på fejlfri weekend, hvor der blev kørt masser af point hjem til mesterskaberne.

Inden weekenden var han førende i både Rookie- og U23-mesterskaberne, plus han indtog femtepladsen i det generelle MASCOT DTC-mesterskab.

Selvom det var den lokale bane for Casper, var det første gang at han skulle tackle banen i den sølvgrå Mercedes-lignende V8 racer med startnummer 15 på siden. Derfor skulle han også lige føle sig til rette i de to træninger, som begge blev afsluttet på femtepladsen, men med en forbedring på et par tiendedele fra den første træning til den anden. Efter en rolig lørdag var der maksimalt pres på gennem søndagen. Først med 20 minutters warm up efterfulgt af otte kvalifikationsheats samt en finale.

Der blev fundet yderligere tid i morgenens warmup, hvilket forhåbentlig kunne bringes videre til løbene. Startopstillingerne blev valgt ved lodtrækning, så kørerne både kom til at holde helt oppe foran, midt i feltet, og allerbagerst i feltet.

Den første gruppe af kval-heats blev kørt inden middag, og her blev det til en serie på 4-5-5-5, efter primært at være startet i den bagerste halvdel af feltet.

Efter at have underholdt familie, venner og sponsorer i middagspausen skulle de sidste fire kval-heats samt finalen køres søndag eftermiddag. Der blev startet med endnu en femteplads, men i kval-heat 6 kom gennembruddet endelig, hvor Casper Pilgaard kunne tage sin første kval-heat-sejr i MASCOT DTC-klassen, men det var bestemt ikke uden hårdt pres fra konkurrenterne, der sluttede mindre end et halvt sekund bag ham. Kval-heat 7 blev til en femteplads, mens det sidste kval-heat blev fuldført på en flot andenplads.

Dette gav en startplads som firer i finalen, hvor der ikke blot skulle køres om mesterskabspoint, men også pokaler.

Det var noget, der øgede intensiteten i ræset, og desværre endte det med, at Casper Pilgaard fik givet et lille prik til en konkurrent, så denne spandt rundt. Helt berettiget blev Casper Pilgaard idømt to strafbaner, som han hurtigt fik ud af verden, men så også måtte se de tre generelle podiepladser forsvinde ud i horisonten.

Men med et finaleresultat som femmer var det en god afslutning på weekenden – især med den første sejr i bagagen. Dertil vandt han både blandt U23- og rookiekørerne. Derudover blev U23-mesterskabet endegyldigt sikret, mens rookietitlen også er snublende tæt på.

Det ser ud til at femtepladsen i det generelle mesterskab også er meget tæt på at være sikret – men man skal ikke tage noget for givet, før målstregen bliver krydset for sidste gang.

Finalen i årets Danish Thundersport Championship 2019 skal køres den første weekend i oktober på FDM Jyllandsringen, der er en af de baner som Casper Pilgaard synes rigtig godt om.

Tekst: Pilgaard Motorsport.

Foto: JJ Media.