En Le Mans-debutants beretning
I år skulle min far og jeg til Le Mans for første gang. Denne gang var der 90-års jubilæum, så vi var rigtig spændte på, hvordan stemningen var dernede samt hvordan hele Le Mans foregik.
Vi skulle køre med Grand Prix Tours derned i bus, så det var en rigtig lang tur både derned og hjem. Cirka 20 timer tog det, med lidt forsinkelser.
Vi havde flottet os lidt med at bestille et luksustelt med strøm, og med luksus er det et gammelt villatelt med sovekabiner og rigtige senge, som vi delte med to af mine venner, der også skulle derned.
Sikke en stemning vi mødte på Le Mans. Folk var så venlige hvis man havde spørgsmål, og de var så festglade.
Vi havde store forventninger til paraden i Le Mans by, men det skuffede dog lidt med for meget ventetid.
Jeg fandt også ud af, at man ikke skal stå i vejen for en merchandise-hungrende franskmand, hvilket betød, at jeg måtte en tur til tælling og lige pludselig roede rundt nede på jorden…
Senere på aftenen havde folk nærmest spærret rundkørslen ved siden af vores Camp. Der blev alle biler, busser og tog holdt tilbage og de fik ikke lov til at køre igen, før de havde lavet en brænder, en start eller gasset op. Mange folk var med på ideen, meeen der var også nogle som ikke kunne se det sjove i det.
Det var en vildt sjov oplevelse at se, hvordan folk kunne holde en så stor fest i en ganske almindelig rundkørsel ved Le Mans uden at blive stoppet af politiet. Det blev også vildere og vildere for hver time, der gik. Til trods for det fik de lov til at fortsætte hele natten. Der var også gang i romerlys, og til sidst fik de stoppet hele trafikken, så folk blev nødt til at vende om. Den var ikke gået her hjemme. Der ville kun være gået fem minutter, før politiet var dukket op.
Vi var så heldige at møde Jan Magnussen i ryttergården på Le Mans. Vi spurgte, om vi ikke kunne komme ind og se selve pitten. Jan, så flink han var, sagde ’Vent fem minutter, så skal jeg lige se, om jeg kan skaffe jer nogle indgangspas til pitområdet’.
Fem minutter senere kunne vi komme ind til det allerhelligste, Corvette 73- og 74-garagen. Jan viste os rundt og fortalte os omkring Corvetten og den avancerede teknologi, de har puttet i bilen, deriblandt, hvad alle knapperne på selve rattet bruges til og hvordan diverse hjælpemidler i bilen fungerede. Han viste os bl.a. også alle de dæk, der skulle bruges til et helt Le Mans. Hold da op, der skal bruges mange til sådan et løb. Jan kom blandt andet også med en del gode underholdende historier omkring nogle fra hans team. Det var en oplevelse for livet at få lov til at komme helt bag om hele Corvette-teamet!
Da klokken nærmede sig 15.00 lørdag, var vi rigtig spændte på, hvordan det var at se selve starten in real life. Vi var jo vant til at se Le Mans hjemme i tv’et. Sikke en stemning på tribunen, da de flagede årets Le Mans i gang. Folk hujede og heppede. Selv synet af alle de danske flag rundt omkring gjorde mig helt stolt af at være dansker nede på Le Mans.
Allan Simonsen var desværre så uheldig at køre galt kort inde i løbet, hvilket bevirkede en lang safetycar periode. Vi tænkte alle, at han skulle nok bare lige tjekkes på hospitalet, og så var han god igen.
Men der blev sat en dæmper på den gode stemning, da vi kom tilbage til lejren igen. Her fik vi den dårlige nyhed om, at Allan Simonsen var afgået ved døden. I starten troede jeg ikke helt på det, men da jeg så samtlige danske flag i campen var gået på halv, forstod jeg realiteten. Flagene var på halv i alle de danske camps, som var på Le Mans. Det var lidt surrealistisk og med en lidt mærkelig fornemmelse, da vi jo havde set Allan til det danske kørerbesøg dagen før. Det var dejligt at se alle folks respekt for Allans død. Især at de også havde sat de danske flag på banen på halv.
Det var med blandede følelser, vi fejrede Tom Kristensens niende Le Mans-sejr, men han var også så storsindet at dedikere sin sejr til Allan Simonsen i stedet for sin egen far. Den måtte han vente med til næste år…
Dette er et Le Mans jeg aldrig vil glemme. Om det bliver min sidste tur ved jeg endnu ikke, men det må tiden vise.
Ghita T. Kristensen.