Klubbens sponsorer

Ejstrupholm-løbet

Det var med spænding og glæde, at vi igen skulle køre løb i Nørre Snede-området. Edith og Kim, som tidligere var en del af den lokale klub NBAS, havde igen fundet løbslederlicensen frem. Kim har jo tidligere været en del af Prærie-løbene i Nørre Snede – løb, der dengang var en del af byfesten.

Løbet havde start og mål ved Ejstrupholm Hallen, og det var vel naturligt, at vi startede med at blive sendt rundt i de mange gader og lidt industri i Ejstrupholm. Herefter gik det ud på landet, og det gik hele tiden fornuftigt fremad. Det var dog hele tiden nok at se til, så vi måtte inkassere nogle minutter ved tidskontrollerne.

Det er jo en svær disciplin, og især som nybegynder at stå med et løbsarrangement efter så mange år, hvor man ikke har været aktiv udi løbslederdisciplinen. Og så er reglementet ændret væsentlig. Tilmed havde Kim gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i tegneprogrammet, en god start for at få et godt resultat med løbet og køreordren. Der måtte dog rettes lidt til i forhold til idealsporet. Anders Fisker bistod med hjælp til resultatberegningen, og resultatet blev ophængt, inden vi drog hjemad.

Tak til Kim og Edith for et fint løb i det ”nye” terræn. Og så har jeg hørt, at vi i år 2019 igen skal køre løb i Ejstrupholm og nærmeste omegn. Det glæder vi os til.

Ejstrupholm-løbet talte med til klubmesterskabet, og da det var årets næstsidste løb, har Bjarne Andersen/Bernd Thrysøe nu sikret sig så mange point, at de kan kalde sig klubmestre 2018.

Hans Jakobsen.