Klubbens sponsorer

Det kan ikke blive ved for Frederik Nymark

Endnu en løbsweekend blev ødelagt for Frederik Nymark af hans konkurrenter. Optakten til de tre løb, som skulle køres, var gået fint. I den frie træning kørte Frederik Nymark den tredjehurtigste tid. Og de gode takter skulle fortsætte i kvalifikationen.

I kvalifikationen holdt Frederik Nymark det gode tempo og kunne igen sætte den tredjebedste tid. Da han skulle køre Super Pole, valgte man at sætte et sæt nye dæk på bilen. Det nye sæt dæk kunne Frederik dog ikke få den fulde funktion ud af på den flyvende omgang. Han satte dog stadig en tid som nummer seks.

Det siges, at ingenting er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. De otte biler som kører Super Pole, vendes i startrækkefølge til første løb. Derfor skulle Frederik Nymark starte som nummer tre i første løb. Ved første løb skulle lykken igen vende.

2015-Bane-Supertourisme-Nymark-09

Som det er sket tidligere, blev Frederik Nymarks bil ramt, så han næsten blev kørt helt af banen. Han nåede dog lige at redde situationen, men tabte nogle placeringer. En halv omgang senere var den gal igen. Denne gang blev Frederik ramt så hårdt i bagenden, at han blev snurret helt rundt. Fra sidstepladsen kørte Frederik Nymark sig frem som nummer ni. En ringe trøst var det så, at han havde kørt næsthurtigste omgangs tid i løbet.

”Nu er det tredje løbsweekend, jeg bliver kørt af i første løb og det er jeg ved at være rigtig træt af. De kan åbenbart kun komme forbi mig ved at køre mig af banen” lød det sarkastisk fra den unge racerkører efter første løb.

I dagens andet løb skulle Frederik Nymark så starte som nummer ni. Igen blev der oppe i front skubbet biler af banen. Denne gang slap han uden om balladen og kunne i løbet kæmpe sig frem og slutte som nummer fire. Og han havde kørt tredjehurtigste omgangstid i løbet.

Til finaleløbet havde Frederik Nymark en startplacering som nummer seks. Frederik Nymark fik en god start og var i første sving oppe at kæmpe om fjedrepladsen.

Men igen blev han ramt, så bilen endnu en gang blev snurret rundt. Denne gang blev han dog ramt så hårdt, at han blev sendt baglæns så langt ud af banen, at hans baghjul sad fast i gruset. Bilen stod nu på bunden, og Frederik Nymark kunne ikke komme videre.

Frederik kunne nu sidde på græsvolden og se på sin bil, som af uforklarlige årsager ikke blev fjernet af løbsledelsen. Bilen stod på et sted, hvor der blev lavet en del udbremsningsdueller fra høj hastighed. Selv om der var gul flagzone, kunne Frederik Nymark og resten af Nymark Racing få omgange senere se en bil kikse sin nedbremsning. Bilen ramte ind i gruset en halv meter fra Nymarks racer.

Frederik Nymark og Nymark Racing kan igen se tilbage på en løbsweekend, hvor de har tabt unødige point på grund af flere påkørsler. Det vil teamet nu tage til efterretning i sommerferien.

De er dog alle glade for den solide opbakning de har fra deres sponsorer og de gæster som besøgte dem i weekenden.

Nymark Racing.