Defekt baghjulsleje bremsede Larsen og Magnussen
Tredje afdeling af European Le Mans Series startede ellers perfekt med en pole position til de to AAS’ere Jan Magnussen og Johnny Laursen, der kørte sammen med Mikkel Mac. Et defekt baghjulsleje sendte dog senere den danske Ferrari-trio helt ud af kampen på Red Bull Ring i Østrig.
”Det er brandærgerligt, især fordi alt andet er gået så godt i denne weekend,” lød det fra en skuffet Jan Magnussen efter det fire timer lange løb. ”Vi havde nogle gode træningssessions lørdag, hvor vi fik trimmet bilen optimalt, hvilket hjalp os til at sætte hurtigste tid i kvalifikationen søndag formiddag. Helt som forventet var konkurrencen hård fra løbets start, men vi holdt et godt tempo, og jeg var meget optimistisk, indtil jeg pludselig kunne mærke på bilen, at der var noget galt.”
Problemet skyldtes noget, som hverken kørere eller mekanikere kunne have forudset, nemlig et defekt baghjulsleje, som krævede en halv times arbejde i pitten. Dette var naturligvis mere end rigeligt til at sende den danske Ferrari-trio ud af kampen i GTC-klassen.
Den rød-hvide Ferrari 458 GT3 kom dog på banen igen, og med Johnny Laursen i sædet fuldførte Formula Racing således også tredje afdeling af European Le Mans Series. Dette udløste et enkelt point, og trods skuffelsen fastholder det danske hold altså en position i toppen af mesterskabet.
Formula Racing.