Danmarksmester fra AAS hædret
Lørdag blev Mads Frederiksen hædret endnu engang for det Danmarksmesterskab, han sidste år vandt i Yokohama 1600 Challenge. Tidligere på året blev han hyldet ved klubfesten i Aarhus Automobil Sport, men nu var det hele idrætslivet i den østjyske hovedstad, som hædrede ham.
Det skete i Hermans i Tivoli Friheden, hvor Århus Idrætssamvirke havde inviteret DIF-Danmarksmestrene fra alle de århusianske klubber til en fejring. Og dem er der mange af. 441 Danmarksmesterskaber blev det til for medlemmer af århusianske klubber, og hele 800 personer var mødt – heriblandt repræsentanter fra AAS og altså Mads Frederiksen, der dermed nåede at blive hyldet, inden han skulle afsted på skiferie. Og når han vender hjem, kan han så glæde sig over det årskort til Tivoli Friheden, som fulgte med.
Foto: Per Leth.