Klubbens sponsorer

Casper Pilgaard håber på held i baghaven

Casper Pilgaard håber på at heldet er med ham, når den sjette afdeling af Mascot Danish Thundersport Championship 2019 bliver kørt på Ring Djursland. Banen ligger næsten i baghaven for køreren fra Ryomgård, og han har rigtig gode minder fra netop den bane, da det var her, at han tog sin første sejr i Formel 4 i 2017.

Den 21-årige racerkører indtager aktuelt førstepladsen i både U23- og Rookiemesterskabet i Mascot DTC, samt en aktuel femteplads i det generelle mesterskab. Det vel at mærke i debutsæsonen.

Ved den seneste afdeling på FDM Jyllandsringen blev der kørt hele to afdelinger, hvor der var fuld program lørdag efterfulgt af et fuldt program søndag. Lørdagen blev en skuffelse på grund en teknisk defekt på bilen i de første kvalheats efterfulgt af stor skade i den anden runde af kvalheats, da han blev påkørt bagfra af en konkurrent.

Til gengæld forløb søndagen perfekt, hvor det hele sluttede med sejr og præmiecheck blandt både U23- og Rookiekørerne.

Der er dog ikke tvivl om at Ring Djursland er en helt anden udfordring. Den kuperede bane kræver præcision og mod, da man ellers sætter værdifulde sekunder over styr. Og netop det at banen er Danmarks korteste med omgangstider på under 50 sekunder gør, at afstandene mellem kørerne er endnu mindre.

Men det giver også lidt kriller i maven, når man kører på den anden side af 150 km/t, og vejen så forsvinder under en. Men det er Casper Pilgaard jo vant til fra formelbilstiden, hvor omgangstiderne var cirka de samme. Forskellen er bare, at den buldrende V8-motor i den Mercedes-lignende DTC racer med startnummer 15 accelererer lidt hurtigere ud på langsiden, da den har mere bundtræk.

Tekst: Pilgaard Motorsport.

Foto: JJ Media.