Borum var flyvende i Norge
Weekenden den 29.–31. maj tilbragte Jakob Borum og Honda ProRacing på den meget flotte bane Rudskogen i Norge, og det blev en blandet oplevelse. Fredagen blev brugt til træning og til at lære banen at kende, og som Jakob sagde: ”Det er en krævende bane, og man skal lige finde de rigtige linjer rundt på, men det er rigtig sjovt, og banen passer fint til Hondaen.”
Om lørdagen slog det over i regn, og et eller andet tydede på, at de linjer, Jakob havde fundet om fredagen, ikke rigtig fungerede i det meget våde vejr. Det lykkedes kun at køre Hondaen frem til en fjerde- og en sjetteplads i de to heats, der blev kørt lørdag eftermiddag.
Hvor lørdagen havde været lidt en skuffelse, så skulle søndagen vise sig at blive helt fantastisk for Jakob Borum. Rudskogen viste sig fra sin allerflotteste side, og allerede til formiddagens træning viste Jakob og Hondaen gode takter ved at være den eneste Super Cup-bil under 1:38.
Klokken 13.30 gik starten til heat 3, og Jakob startede som treer, noget han lynhurtig vekslede til en føring, da både Allan Kristensen i Seat og Knut Christensen i Polo blev overhalet inden første sving, men helt så let skulle det ikke gå. Pludselig stod der nemlig en blå Seat og pegede den forkerte vej på banen, heldigvis reagerede Jakob lynhurtige og kom lige akkurat udenom, men det betød at Knut Christensen kom tilbage forbi Jakob, dog kun for en kort bemærkning.
Herefter havde Jakob en tæt kamp med norske Kåre Andreas Veim i en Ford Escort, og på tredje omgang laver Jakob en af de mere spektakulære overhalinger. Han ser et hul mellem netop Kåres Ford Escort og Per Støldals Audi A5, og der var lige akkurat plads nok imellem de to til, at Jakob kunne køre Hondaen igennem. Herefter var der rimelig ro på, dog stod det klart, at efterhånden som heatet skred frem, kom Kåre tættere og tættere på, og Jakob måtte sande, at han var den langsomste af de to. Derfor vælger Jakob at give plads til Kåre på vej ind på langsiden, men kommer derved ud i et meget glat spor, og ryger helt uden for banen, dog uden at miste ret meget tid. Det blev takseret til en advarsel af dommerne, en advarsel der heldigvis ikke gav nogen straf. Med ganske få omgange tilbage kørte Jakob en sikker sejr i hus, og samtidig satte han hurtigste omgang af alle Super Cup-bilerne med en tid på 1:37.816, igen eneste mand under 1:38.
Sejren betød, at Jakob fik rigtig gode point til kontoen, og lige nu ligger på en fornuftig femteplads i det samlede mesterskab. Næste weekend den 6.–7. juni er der løb på Padborg Park, og lige netop Padborg er den bane hvor Jakob tidligere har vist at han er rigtig hurtig. ”Hvis vi kan tage til Padborg og lave et rigtig godt resultat, så tror jeg det er realistisk at vi fortsat kan kæmpe med om pokalerne i Super Cuppen,” siger en optimistisk Jakob Borum.
Keld O. Dohm.