Klubbens sponsorer

Borum havde speeden, men ikke heldet

Jakob Borum er en hurtig mand i en halvgammel bil. Det ved de fleste, der kender ham, og i weekenden den 6.–7. juni på Padborg Park betød det ny banerekord for Yokohama Super Cup.

Til tidtagningen lørdag eftermiddag fortsatte Jakob de gode takter fra turen til Norge og satte næsthurtigste tid, men hvad der er nok så interessant er, at tiderne lå helt utrolig stabilt. Der var således kun 17/100 sekund fra hurtigste omgang til sjettehurtigste omgang for Jakob. Mikkel B. Johnsen havde dog en enkelt omgang, der var hurtigere end Jakob, og dermed skulle Jakob starte P2 i heat 1.

2015-Bane-SuperCup-Borum-Jakob-05

Lige fra første omgang stod det klart, at netop Jakob Borum og Mikkel B. Johnsen var de klart hurtigste i feltet. De trak simpelthen fra med næsten et sekund per omgang, og Jakob lå konstant lige bag Mikkel.

”Jeg kunne følge med ham, og jeg følte også, at jeg var lidt hurtigere end Mikkel, men ikke nok til at jeg kunne komme forbi. Mikkel har fået bygget en bil, der styrer helt fantastisk, og det måtte jeg bare bøje mig for i dag” sagde en rimelig tilfreds Jakob Borum. Jakobs fornemmelse af at være lidt hurtigere end Mikkel blev underbygget af, at han i løbet af heatet satte ny banerekord med tiden 1:05,886.

Hen imod slutningen af heatet var Hondaen begyndt at opføre sig forkert. Den var blevet ret uvillig til at dreje, og selvopretningen efter et sving var meget voldsom. Umiddelbart gættede man på et trækakselhoved, så dette blev skiftet i paddocken, men desværre løste det ikke problemet, og konklusionen var klar. Det var spærret i gearkassen, der gjorde knuder, og det kunne man ikke nå at gøre noget ved inden heat 2.

”Havde jeg haft økonomien til det, så havde vi haft en komplet reservegearkasse med, fordi vi ved, at netop gearkassen ind imellem driller lidt på Hondaen” fortalte en lidt ærgerlig Jakob Borum.

Man vurderede, at det var fuldt forsvarlig at køre ud med det defekte spær til heat 2, vel vidende at det nok blev svært at få en topplacering, men alle point tæller.

Heat 2 gik faktisk over al forventning. Jakob starter syver, men får sig faktisk stille og roligt arbejdet sig op igennem feltet til en tredjeplads, men på 12. omgang var det slut. Spærret gav simpelthen op. Jakob holdt bilen kørende endnu et par omgange, men på sidste omgang måtte Jakob trille ud. Den ihærdige indsats blev belønnet med 12 gode point, men desværre også uden mulighed for at stille op i heat 3.

I den samlede stilling ligger Jakob lige nu på en femteplads, og der er ved at være et lille hul op til førstepladsen, og da det er særdeles kompetente konkurrenter, der ligger foran, så bliver det svært at tage mesterskabet i år. ”Kan jeg komme på podiet, så vil jeg være yderst tilfreds” slutter Jakob af.

Keld O. Dohm.