Bjarne Andersen 60 år
Den 11. februar fylder Aarhus Automobil Sports formand, Bjarne Andersen, 60 år. Han startede sin karriere i klubben, da han meldte sig ind den 14. april 1984, og han begyndte at køre orienteringsløb sammen med Poul Skjødt og blev i deres første hele sæson, såvel klubmestre som østjyske mestre i O4-klassen.
Der gik herefter flere år, før vi igen hørte om Bjarne. Da klubben i 1991 vandt sølv i hold-DM, var Bjarne med på holdet, og året efter vandt han såvel klubmesterskab, jysk mesterskab som DM i O2-klassen med sin nye makker Finn Nielsen. I 1993 fortsatte succesen med Finn Nielsen. De vandt både klubmesterskab og østjysk mesterskab, nu i O1-klassen.
Herefter gik der flere år.
I 2001 kom Bjarne igen på banen, atter med en ny makker, nemlig Bernd Thrysøe, som han har kørt sammen med siden. De har i adskillige år været klubmestre i først O1-klassen og senere den kombinerede MAB-klassen, men det sluttede i denne omgang i 2021.
I 2004 blev Bjarne valgt ind i klubbens bestyrelse. Toppen blev nået, da han på generalforsamlingen i 2016 blev valgt til formand – en post, som han meget omhyggeligt har passet siden.
Klubben ønsker stort tillykke med de 60 år.
Hans Jørgen Andersen.