Anders Fjordbach udgik på Nürburgring
Sjette runde af VLN-mesterskabet på Nürburgring blev ikke den succes, som den CarBuddii/Polar Seafood-sponserede Anders Fjordbach havde sat næsen op efter. Efter sejr i to af de første afdelinger skulle det succesrige makkerpar Anders Fjordbach/Frank Stippler igen dele en Audi R8 GT3 fra Audi Team Phoenix.
Efter nogle få omganges træning fredag fik de sig igen skudt sig ind på banen og var klar til tidtagningen.
Anders Fjordbach startede i bilen, og på første omgang på nye dæk kørte han tredjehurtigste tid. Første omgang blev kørt med margen, da der var lidt fugtigt forskellige steder på banen. Anden omgang var endnu hurtigere – og delta tiden før de to sidste sektorer viste, at han var over 10 sekunder hurtigere end omgangen før – hvilket ville have betydet pole position. Desværre kom der dobbelt gul i sidste sektor, hvilket betyder, at du kun må kører 80 km/t indtil næste flagpost, hvor der vises grønt – derved var omgangen ødelagt. Hans P3 stod indtil de sidste 20 minutter af tidtagningen, hvor banen var ideel.
Her kom Frank Stippler i bilen, og han kørte bilen ind på en sjetteplads til start – hvilket var fire sekunder fra pole position. Der var lagt op til et rigtig herreræs med seks forskellige bilmærker i top 8.
Løbet udviklede sig hurtigt til en kamp foran med Mercedes, BMW og Audi som de toneangivende, hvor der blev kørt forskellige taktik med pitstop. De to første biler stoppede efter fem omgange, medens de næste to næste stoppede efter henholdsvis seks og syv omgange, herunder Frank Stippler, der før pitstoppene lå på en fjerdeplads.
Herefter kom Anders Fjordbach i bilen – og han leverede igen et solidt stykke arbejde og afleverede bilen til Frank Stippler igen, nu på en førsteplads, hvilket reelt var en tredjeplads, da de to foranliggende havde pittet omgangene før. Flot kørt af Anders Fjordbach, der har udviklet sig til at være en af de bedste langdistancekører med et stort overblik over, hvad der sker på banen. Frank Stippler fortsatte de gode takter, så Anders Fjordbach – da han overtog bilen efter sidste pitstop – lå på en flot tredjeplads, 20 sekunder bag nummer to. Anders Fjordbach begyndte straks at hale ind på den foranliggende BMW med indtil 10 sekunder pr. omgang – andenpladsen var tæt på indtil fem omgange før mål, hvor Anders Fjordbach desværre blev kørt af banen af en langsommere BMW 235, der under en overlapning kørte ind i hans højre forhjul med det resultat, at sporestangen knækkede.
Efter løbet sagde den Team Danmark/DASU-støttede Anders Fjordbach:
”Super ærgerlig afslutning på et ellers godt løb! Vi kører et ellers fejlfrit løb med masser af speed. Vi laver en lille strategisk fejl, som gør, at vi ikke kunne udfordre Haribo-AMG, ellers var vi i god fight om de to andre podiepladser. Men som sagt, så sluttede vores løb fem omgange før de andres efter en kontakt ind i Hohe Acht. Vi knækker en styrestang og så var det løb ovre. Frank og jeg kan være supertilfredse med vores speed, bare kedeligt at vi endnu engang ikke får de point med, som følger podiepladsen.”
Næste løb af VLN-mesterskabet køres om to uger – som det længste løb i sæsonen over seks timer. Her er Anders Fjordbach og Frank Stipler igen blandt favoritterne.
Peter Utoft.