Andenplads til Frederik Nymark
Frederik Nymark sluttede på andenpladsen i 24 timers løbet i Dubai, hvor han stillede op for AD Racing sammen med Ole Klitgaard, Mads Pedersen, Niels Nyboe og Steffen Petersen. Det er en fantastisk flot præstation af den unge AAS’er, der kørte to stints om natten og sluttede af med at køre Clioen med start nr. 107 over målstregen.
24 timers løbet i Dubai blev i år kørt for niende gang, og der var over 80 biler tilmeldt. Allerede onsdag var Frederik Nymark på banen første gang, da han kørte den frie træning. Det blev Frederik Nymarks første test af en racerbil med forhjulstræk, og hans første møde med banen i Dubai. Testen forløb rigtig godt og Frederik sluttede som den hurtigste kører i teamet og som tredjehurtigste i A2 klassen.
Torsdag valgte teamet at skåne materiellet og kørte derfor ikke den frie træning og den første tidtagning. Teamet og de andre kørere på bilen havde valgt at Frederik Nymark skulle køre tidtagning 2, hvor de helt hurtige Porscher, Mercedes og BMW’er ikke måtte køre med, hvilket gav mere plads på banen. Frederik sluttede tidtagningen på en fjerdeplads og som næsthurtigste Renault Clio, kun overgået af søsterbilen fra Team AD-Racing med klubkammeraten Jakob Kristensen bag rattet.
Fredag kl. 14.00 startede løbet. Ole Klitgaard var første mand i bilen og sørgede for, at Clioen kom sikkert gennem de første omgange, og med over 80 biler til start skal man virkelig passe på, for det er ikke alle der husker på, at det er 24 timers langdistanceløb! Frederik Nymark kom i bilen kl. 19.10, og på det tidspunkt var det allerede mørkt. Frederik fandt hurtigt rytmen, men desværre kom der en Code 60 periode (i stedet for at sætte safety car på banen, køres der med forsigtighed videre i et astadigt tempo, hvor hastigheden ikke må overstige 60 km/t). Efter 20 minutter var der grønt igen, desværre kun i seks omgange før der igen kom en ny Code 60-periode på 15 minutter. Frederik Nymark leverede hurtig og stabil kørsel og afleverede kl. 21.00 Clio nr. 107 til Steffen Petersen.
Efter nogle timers afslapning var det blevet tid til Frederik Nymarks andet stint. Klokken var 3.00, så det var stadigvæk bælgravende mørkt. Kl. 03.02 rullede AAS’eren ud på banen. Der var nu faldet lidt ro over løbet, så Frederik Nymark kunne nu arbejde på at køre stabilt og hurtigt. Han fandt hurtigt rytmen og var hele tiden den hurtigste i A2-klassen. Efter små to timers kørsel formåede Frederik Nymark at køre Clioen fra en femteplads til en andenplads og kan aflevere bilen til Steffen Petersen efter et imponerende flot stint. ”Det var jo som at se Tom K om morgenen på Le Mans,” lød det fra Frederiks mor, Linda Nymark, der var er med i Dubai for at støtte Frederik.
Kørerne i bil nr. 107 formåede at holde andenpladsen, og kl. 12.48 kunne Niels Nyboe aflevere bilen til Frederik Nymark, som fik lov til at køre bilen over målstregen. Han kvitterede for tilliden ved at køre sikkert og samtidigt satte han den hurtigste tid, der blev kørt i bilen! Frederik kørte bilen over målstregen kl. 14.00 og foran ham var kun søsterbilen fra Team AD-Racing, som sluttede på førstepladsen med bl.a. Jacob Kristensen og Jan Engelbrecht i kørerbesætningen.
”Det er helt fantastisk,” siger Frederik Nymark. ”Vi tog til Dubai i håbet om at gennemføre, nu står teamets kørere på første og andenpladsen på podiet med kameler liggende nedenfor. Det er stort for et dansk team, meget stort.”
Nymark Racing vil gerne takke alle vores sponsorer, som har gjort dette muligt. Også en stor tak til vores trofaste mekaniker Stig Skovbo, som var med for at støtte Frederik Nymark under hele løbet og en kæmpe tak til de fantastiske mekanikere og holdet bag Team AD Racing!
Nymark Racing.