AAS-sejr i anden runde
Det blev til sejr for Aarhus Automobil Sport, da Bjerringbro og Omegns Auto Sport mandag aften afviklede årets anden runde af Den Østjyske Femkantturnering i bilorientering.
Bjarne Andersen/Bernd Thrysøe endte med at tage deres første sejr i den kombinerede MA-klasse, og med sejren rykkede de frem på en foreløbig førsteplads i tabellen. Men modstanden var hård på vejene omkring Bjerringbro. Hele ni mandskaber var til start – heraf fire hold fra Thy Motor Sport – men alligevel kunne makkerparret vinde.
I klasse B blev det til en andenplads for Renee Nielsen/Hans Ole Nielsen. Makkerparret er nu rykket en placering op, for efter femtepladsen i KOM’s premiere i sidste måned ligger de nu som nummer fire sammenlagt.
Næste DJF-løb står Bjerringbro og Omegns Auto Sport også for. Det køres den 5. maj.