AAS medarrangør af årets Rally Denmark
For lidt mere end to år siden blev Rally Denmark søsat med en klar ambition. At skabe et stort dansk rally over to dage, som kunne udvikle sig til at få international anerkendelse. Allerede i de to første udgaver havde det midtjyske rally mange udenlandske deltagere, og nu er arrangørerne nået et skridt videre, når man den 21.-22. oktober atter arrangerer Rally Denmark.
”Den tredje udgave af Rally Denmark er kommet på den internationale kalender hos FIA – det internationale bilsportsforbund – og det er vi utroligt glade for,” siger Kenneth Svendsen, der er løbsleder.
”Rally Denmark indgår dermed som et løb i den nye FIA European Rally Trophy, som erstatter den hidtidige European Rally Cup, og som er en turnering, der tæller løb lige fra Irland i nordvest over Spanien i syd til Tyrkiet i øst. Derudover vil årets Rally Denmark som hidtil tælle som finale i kampen om Danmarksmesterskaberne i rally og indgår også i West Euro Rally Cup.”
Ligesom hidtil kommer Ans mellem Århus og Viborg til at blive omdrejningspunktet for Rally Denmark.
”Rallycentrum bliver Ans Idræts- og Kultur Centrum, hvor arealerne omkring hallen fredag og lørdag vil blive fyldt godt op med rallybiler og tilhørende servicekøretøjer,” siger Kenneth Svendsen.
Starten til løbet er planlagt til fredag den 21. oktober klokken 19.00, hvor de første deltagere sendes afsted på en række aftenprøver. Lørdag den 22. oktober klokken 8.00 genstarter løbet, og ved 16.30-tiden forventes første deltager at være i mål. I alt skal deltagerne igennem godt 160 kilometer hastighedsprøver, der er fordelt på seks forskellige hastighedsprøver.
Arrangørgruppen bag Rally Denmark er blevet udvidet i forhold til de to foregående udgaver.
Hidtil har Kjellerup og Omegns Motorklub stået alene i spidsen for afviklingen af rallyet med behørig hjælp fra en række naboklubber i Jylland. Flere af disse klubber har bistået med prøvemandskaber og ledende officials, men nu træder såvel Randers Auto Sport som Aarhus Automobil Sport ind i den egentlige arrangørgruppe på linje med Kjellerup og Omegns Motorklub. For alle tre klubber gælder det, at de har stor erfaring i at arrangere DM-tællende rallyer – enten alene eller i samarbejde med andre klubber.