Klubbens sponsorer

AAS-hold på polsk

Det er vel igen hemmelighed, at jeg i flere år har talt om at prøve og komme til Krakow og deltage i Rajd Polski Historyczny. Vi blev så ikke det første danske hold, idet vi blev overhalet at et sjællandsk hold, der deltog både i 2015 og 2016, og i 2016 af yderligere et dansk hold.

Men i år skal det være.

Tilmeldingen er sendt, startgebyret betalt og mantaen står klar med ny undervogn, frisk olie næsten overalt fra Valvoline selvfølgelig og nye dæk og fælge fra Yokohama og yderligere to reservehjul i bagagerummet.

Så når Torben og jeg er færdige med deltagelsen i klubbens eget løb den 2. september, ruller Mantaen dagen efter op på den lånte trailer, og Skodaen bliver læsset med den nødvendige bagage og alt det værktøj, vi forhåbentlig ikke får brug for og så går turen mod Krakow.

Man har nemlig mulighed for at få rutebogen udleveret allerede fra fredag, og da løbet først starter torsdag, er der mulighed for at træne lidt på ruten.

Om selve løbet ved vi, at det er delt op i tre dage, og når de tre dage er slut, har vi kørt 945 km løb og deraf udgør de 578 km sekundetaper. Alle målinger foregår via GPS udstyr monteret i bilen af løbsledelsen. Vi har så også prøvet at køre en strækning om natten, der i kilometer svarer til en afdeling af FDM DASU Classic.

Jeg var i 2016 på nogle dages sommerferie i omegnen af Krakow og må tilstå, at de polske sogneveje er både smalle og spændende at køre på. At løbsledelsen så også mener, at vi skal nogle kilometer rundt i bjergene mellem Polen og Tjekkiet, gør det jo ikke mindre spændende.

Vi ved, at det er sjette gang, man afholder denne konkurrence, og at løbet tæller med i en større europæisk turnering, hvilket gør, at de (lige nu) 53 deltagere kommer fra Norge i nord til Grækenland og Italien i syd, Letland og Litauen i øst, og Belgien og Holland i vest.

Vi bliver tre danske hold i år, idet Toni Hansen og Per Brodersen dukker op i deres Audi 80 og Jens Pedersen og Troels Lund i Porsche, og så os, Torben Østergaard og Poul-Erik Hansen i vores Manta.

Rajd Polski er det næstældste rally i verden, kun overgået af Rallye Monte-Carlo og selve rallyet køres stadigvæk, men nu har man så heldigvis så også valgt at lave et historisk pålidelighedsløb i lighed med Rallye Monte-Carlo Historique.

Hvis man har interesse i dette, kan man på youtube se flere forskellige klip fra de tidligere løb, herunder to herlige klip med en Wartburg på sekundetaperne både nat og dag.

Så Torben og jeg glæder os til september, hvor vi med tre løb på 14 dage nok skal få vores lyst styret.  Vi vender tilbage med lidt fra løbet, når vi engang er kommet hjem igen.

Torben Østergaard og Poul-Erik Hansen