AAS-duo kører i weekenden på Red Bull Ring
Sammen med Mikkel Mac skal de to AAS-medlemmer Jan Magnussen og Mikkel Mac i weekenden deltage i tredje afdeling af European Le Mans Series, hvor de med deres Ferrari 458 GT3 skal forsøge at forsvare deres føring i GTC-klassen.
”Jeg har virkelig set frem til det her løb,” lyder det fra Jan Magnussen, som i sidste måned overværede sin søn køre Østrigs Formel 1 Grand Prix på selvsamme bane. ”Red Bull Ring er en topmoderne og meget hurtig racerbane i fantastiske omgivelser, og konkurrencen i ELMS-serien er benhård, så det skal nok blive udfordrende.”
Og han har noget at leve op til. Johnny Laursen og Mikkel Mac vandt nemlig seneste afdeling af European Le Mans Series, hvor Jan Magnussen grundet kontraktlige forpligtelser med amerikanske Corvette Racing havde overladt sædet til italienske Andrea Picini. Formula Racing får backup af det italienske AF Corse-team, som vandt GTE Pro-klassen i årets 24-timers Le Mans, og det er noget, som behager Formula Racings teamejer.
”AF Corse giver os de bedste betingelser for at køre topresultater hjem i ELMS-serien, og deres bedrifter på Le Mans beviser, at de er blandt de allerbedste GT-teams på verdensplan lige nu,” lyder det fra Johnny Laursen.
Formula Racing.